En ny afgørelse fra Københavns Fogedret ændrer på hidtidig praksis og giver mulighed for at gennemtvinge betaling fra Norwegian i større omfang.
Thomas Thorup Law har netop vundet en principiel sag over luftfartsselskabet Norwegian, som kan have betydning for et stort antal forbrugere, som har tabt penge på aflyste flyrejser med Norwegian i forbindelse med coronaperioden og Norwegians rekonstruktion i 2021.
Kort resumé: Hvis du har et krav mod Norwegian, som er fastslået ved en dom eller betalingspåkrav afsagt/påtegnet EFTER 12. april 2021, så kan dette krav gennemtvinges for det fulde domsbeløb, og ikke kun for 5%, som ellers hidtil har været Københavns Fogedrets praksis.
Baggrund: Som bekendt indførte lande verden over fra foråret 2020 restriktioner i forbindelse med corona-epidemien. Dette ramte især rejsebranchen, herunder flyselskaberne. Norwegian Airlines så sig i november 2020 nødsaget til at indlede en rekonstruktionsproces i et forsøg på at undgå helt at måtte lukke.
Rekonstruktionsprocessen foregik ved Irlands domstole og mundede ud i en tvangsakkord, som efterfølgende blev godkendt ved domstolene i Norge. Dermed fik tvangsakkorden også bindende virkning i Danmark. En tvangsakkord går kort beskrevet ud på, at alle krav mod skyldneren – i dette tilfælde Norwegian – nedsættes til et mindre beløb. I Norwegians tvangsakkord blev alle krav vedrørende refundering af betaling for aflyste flyrejser før 18. november 2020 nedsat til 5%. Tvangsakkordordningen blev stadfæstet ved de norske domstole den 12. april 2021.
Der er – ifølge Norwegians egne oplysninger – tusindvis af kunder, som har rejst krav om refundering af betaling for aflyste fly i denne periode. En del af disse kunder har indbragt sager mod Norwegian for domstolene i Danmark. Selv om kunderne har fået dom for deres krav, har Norwegian indtil nu fået medhold ved fogedretten i, at kunderne kun kunne gennemtvinge betaling af 5% af deres krav, selv om dommen lød på det fulde beløb.
Vi fik i 2021 en henvendelse fra en klient i samme situation, og vi stævnede på klientens vegne Norwegian. Undervejs i retssagen gjorde Norwegian gældende, at tvangsakkordordningen medførte, at kravet skulle reduceres til 5%. Da Norwegian imidlertid i løbet af sagsforberedelsen ikke overholdt de af retten fastsatte frister, blev der afsagt en såkaldt udeblivelsesdom for det fulde krav.
Med en dom fra civilretten i hånden skulle man tro, at det herefter ville være en formssag at få betaling. Men nej; Norwegian fastholdt også efter afsigelsen af dommen, at vor klient kun kunne kræve betaling af 5% af det beløb, som civilretten havde afsagt dom for.
Vi indbragte derfor sagen for Københavns Fogedret med krav om, at fogedretten om nødvendigt måtte foretage udlæg i Norwegians aktiver for at gennemtvinge betaling.
Imidlertid fremsatte Norwegian i fogedretten, via deres advokat, igen indsigelsen om, at kravet skulle nedsættes til 5%. Norwegians advokat henviste til, at Københavns Fogedret havde afgjort identiske sager til fordel for Norwegian. Med andre ord: Selv hvis man havde en dom fra civilretten lydende på, at Norwegian skulle betale f.eks. kr. 10.000 til forbrugeren; så ville fogedretten kun gennemtvinge betaling for 5%, altså kr. 500.
Denne praksis i Københavns Fogedret var efter vores opfattelse forkert: I dansk ret gælder retsplejelovens § 501, stk. 2, som meget klart og entydigt slår fast, at fogedretten ikke skal – og ikke må – tage hensyn til indsigelser mod domme afsagt af civilretten. Når der som i vores klients sag var afsagt dom i civilretten, EFTER at Norwegians tvangsakkordproces var afsluttet ved de irske/norske domstole, måtte det efter vores opfattelse være sådan, at civilrettens dom var afgørende – ikke fogedrettens selvstændige vurdering af, om det oprindelige krav ville være omfattet af tvangsakkorden.
Vi gjorde derfor gældende, at fogedrettens hidtidige praksis i sådanne sager var forkert.
Dette udløste en meget omfattende udveksling af processkrifter og bilag, inkl. at Norwegians advokat undervejs fremlagde over 500 sider med bilag vedrørende rekonstruktionsprocessen i Irland og Norge, hvilke bilag i øvrigt var på engelsk og norsk. I den forbindelse gjorde vi fogedretten og Norwegians advokat opmærksomme på, at den danske retsplejelov som udgangspunkt kræver, at fremmedsprogede bilag, der ønskes fremlagt i en sag for danske domstole, skal oversættes til dansk. Dette fik Norwegians advokat til både temmelig voldsomt at kritisere os for overhovedet at kræve oversættelse, og til at kræve betaling af eksorbitant høje – men helt udokumenterede – omkostninger til at dække Norwegians påståede udgifter til oversættelse af disse bilag. Og, ret bemærkelsesværdigt, tilkendegav fogedretten sågar følgende om vores krav om oversættelse (der som sagt følger af retsplejeloven!): ”Udgiften til oversættelse må forventes at indgå som en sagsomkostning.”
Med andre ord: Fogedretten signalerede ret kraftigt, at fogedretten ikke bare var enig med Norwegians advokat i, at oversættelse var unødvendig (trods reglerne i retsplejeloven om det modsatte); fogedrettens bemærkning var også et indirekte signal om, at fogedretten ville give Norwegian medhold i selve sagen, da det jo kun ville være relevant at medtage de postulerede oversættelsesomkostninger i sagsomkostningerne, hvis vores klient skulle betale disse sagsomkostninger – og det skal man som bekendt normalt kun, hvis man taber.
Efter at vi og Norwegian havde udvekslet ikke færre end 6 skriftlige indlæg – helt usædvanligt i en sag for fogedretten – traf fogedretten så endelig afgørelse, som gav vores klient fuldt medhold: Norwegian skal betale det fulde beløb i henhold til civilrettens dom, uanset om kravet ”passer ind” i Norwegians irsk-norske akkordordning; og Norwegian skal betale sagsomkostninger, og selvfølgelig renter frem til betalingsdagen.
Det er efter vores opfattelse utvivlsomt den korrekte afgørelse. Domme fra civilretten skal ikke genåbnes og procederes en gang til i fogedretten.
Det krævede imidlertid, som det fremgår, et ret betydeligt arbejde fra vores side at komme dertil, både på grund af, at Norwegian via sin advokat brugte mange ressourcer på både at forsøge at overbevise fogedretten og undervejs, som vi opfatter det, at skræmme os/vores klient fra at fastholde kravet.
Hvis det – som Norwegian selv har oplyst under sagen – er rigtigt, at Norwegian i tusindvis af civile sager om disse tilbagebetalingskrav har valgt den juridiske strategi bare at ignorere de civile sager og så fremføre i fogedretten, at kravene skulle nedsættes til 5%, ja så venter der potentielt Norwegian en meget stor regning i form af krav, som nu kan gennemtvinges for det fulde domsbeløb.
Afsluttende bemærkning om sagsomkostninger:
Sagen illustrerer i øvrigt – desværre igen – den meget uheldige retstilstand i Danmark, at det for langt de fleste simpelthen ikke er realistisk at få ret i civile sager ved domstolene. I denne sag har vores klient fået fuldt medhold mod et internationalt luftfartsselskab. Det krævede omkring 15 timers advokatarbejde. Fogedretten tilkendte vores klient 5.000 kr. i sagsomkostninger – inkl. moms. Altså en timepris for advokatarbejdet på ca. 266 kr. ex. moms. Det siger sig selv, at det ikke giver mening, idet advokatfirmaer selvfølgelig ikke kan drive forretning til den timepris. Og når tvisten som i denne sag føres for fogedretten, så er det ikke muligt at få dækning under en retshjælpsforsikring. Det vil sige, at forbrugeren selv skal betale sin advokat.
Nu har vi alligevel af principielle årsager valgt at føre sagen for vores klient for et meget lavt honorar. Men reglerne om sagsomkostninger i civile sager trænger i den grad til at blive ændret, sådan at domstolene ikke bare er en illusion, men derimod giver borgerne en realistisk og effektiv mulighed for at få løst civile tvister.