Det tager et stykke tid at læse en dom på 326 sider.
(Hvis man har mod på det, så har jeg lagt en kopi af dommen på vores hjemmeside: hent den som PDF.)
Nu har jeg imidlertid læst dommen fra High Court of Justice i London afsagt 2. oktober 2025 af dommer Andrew Baker i sagen anlagt af Skatteforvaltningen mod bl.a. Sanjay Shah, hans hustru og en lang række andre sagsøgte.
Kravet fra Danmark/Skatteforvaltningen var som bekendt, at de sagsøgte skulle tilbagebetale de beløb – i alt ca. 12 mia. kr. – som de uberettiget havde fået udbetalt fra SKAT ved at indgive urigtige anmodninger om refusion af udbytteskat.
Uagtet dommens mange sider, så kan resultatet efter min opfattelse koges ned til følgende:
- Danmark/Skattestyrelsen har udelukkende baseret sit krav på, at SKAT er blevet bedraget, og at de sagsøgte som følge heraf skal tilbagebetale de beløb, de uberettiget fra modtaget fra SKAT.
- Dommeren konkluderer, at de forkerte udbetalinger til Sanjay Shah & Co. ikke var resultat af ”fraud” (civilretligt bedrageri under engelsk ret); men derimod (eller i hvert fald i høj grad også) et resultat af SKAT’s mildt sagt elendige, nærmest ikke-eksisterende kontrolmekanismer.
Dommeren finder anledning til i sit resumé af dommen at henvise til et citat fra en tysk TV-dokumentar, hvor Sanjay Shah udtalte bl.a.:
“… just going back to what happened in Denmark, why would they pay out for years and years and then, after four years of payments, they say, “Oh, we made a mistake, or we were cheated”? If there’s a big sign on the street saying, “please help yourself”, then me or somebody else would go and help themselves”
Eller sagt på en anden måde: Hvis døren står åben, så må man gerne stjæle?
Kan det virkelig være rigtigt, at der i engelsk lov og retspraksis ikke er mulighed for at få dømt Sanjay Shah & Co. til at betale tilbage, når de utvivlsomt ikke var berettigede til de beløb, de har fået udbetalt? Er retsstillingen i England virkelig den, at hvis man ved dumhed (helt chokerende stor dumhed) betalt penge til nogen, som ikke havde krav på betaling – så er det bare ærgerligt?
Man behøver ikke være engelsk jurist, eller i det hele taget bare jurist, for ret hurtigt at indse, at der er noget galt.
Det er selvfølgelig sådan i England som i alle andre normale retssystemer, at gevinst opnået ved bedrageri skal tilbagebetales. Og det var åbenbart Danmarks/Skattestyrelsens eneste (overordnede) juridiske argument i sagen.
Men der gælder også i engelsk ret (og i alle andre normale retssystemer) det grundlæggende princip, at den, der uberettiget har opnået en berigelse, skal fralægge sig berigelsen. Altså i denne sag tilbagebetale de beløb, som SKAT fejlagtigt har udbetalt, idet der aldrig var noget lovligt grundlag for udbetalingen.
Et sådant krav på tilbagebetaling af en uberettiget berigelse kaldes (både i engelsk og dansk ret) ”restitution”. Et krav på restitution behøver ikke – hverken i engelsk eller dansk ret – at være baseret på bedrageri, ”fraud”, eller en anden (og mildere) form for subjektiv ”skyld” hos modtageren. Det relevante og tilstrækkelige krav er, at berigelsen var uberettiget.
(Og jo, dette er jura, og derfor er der undtagelser, særregler osv., men i hovedtræk forholder det sig som skrevet).
Danmark/Skattestyrelsen har som sagt udelukkende baseret kravet på ”fraud”. De juridiske argumenter (anbringender) var både baseret på erstatningsprincipper og tillige på uberettiget berigelse/restitution; men i alle tilfælde altså med det element, at kravet på betaling var knyttet til ”fraud”.
Specifikt i relation til krav på restitution har Danmarks/Skattestyrelsens advokater formuleret grundlaget for kravet således: ”unjust enrichment (by reason of mistake of fact induced by fraud)”.
De afgørende ord her er ”induced by fraud”, altså at udbetalingerne var motiveret af de svigagtige hensigter (fraud) hos anmoderen.
Og her kommer så dommer Andrew Bakers afgørende pointe:
Det var ikke ”fraud”, der motiverede udbetalingerne fra SKAT til Sanjay Shah & Co. Efter en grundig bevisførelse for domstolen i London om SKAT’s daværende praksis og procedurer for behandling af anmodninger om refusion af udbytteskat konkluderer dommer Andrew Baker – givetvis med rette – at SKAT udbetalte til enhver, der indsendte en anmodning – uanset om anmoderen havde svigagtige hensigter eller ej.
Så derfor – sådan som Danmarks/Skattestyrelsens advokater har fremsat og begrundet kravene for domstolen i England – har Danmark/Skattestyrelsen ikke løftet sin bevisbyrde og får derfor ikke medhold. Sanjay Shah & Co. kan beholde alle de penge, de – helt uden noget som helst lovligt grundlag – har fået udbetalt af SKAT.
I sit resumé af sine konklusioner skriver dommer Andrew Baker det også meget tydeligt:
”…
None of the 4,170 tax refund claims with which the trial in these proceedings was concerned was a valid claim under Danish tax law, and SKAT would have been entitled not to pay any of them. SKAT did not suggest, however, that paying a tax refund claim that it was not obliged to pay gave it a cause of action it could pursue in this court. The causes of action that SKAT did pursue in this court all required it to prove that it had been deceived into paying
…”
(Domspræmis nr. 10, dommens side 9).
Eller med andre ord og på dansk:
Ja, dommeren er overbevist om, at Sanjay Shah & Co. ikke havde ret til at få udbetalt nogen af de beløb, sagen handlede om. Så langt, så godt.
Men når Danmark/Skattestyrelsen udelukkende baserer kravet på, at SKAT udbetalte som et resultat af ”fraud”; og dommeren ikke finder det bevist (jf. ovenfor om, hvad der motiverede udbetalingerne) – så får Danmark/Skattestyrelsen ikke medhold.
Derfor må man jo spørge: Hvad var resultatet blevet, hvis Danmark/Skattestyrelsen havde fremsat et argument/anbringende om restitution/unjust enrichment, som ikke var baseret på ”fraud”?
Hvad hvis Danmark/Skattestyrelsen også havde fremsat argumenter om, at – med dommer Andrew Bakers ord – paying a tax refund claim that it was not obliged to pay gave it a cause of action – altså at det på et objektivt grundlag må konstateres, at Sanjay Shah & Co. har opnået en uberettiget berigelse, som de skal fralægge sig, uanset hvor – undskyld mig – åndssvagt SKAT har håndteret sagsområde?
Man må naturligvis håbe, at Danmark/Skattestyrelsen får tilladelse til at anke dommen i det engelske retssystem, og at en appeldomstol vil tillade Danmark/Skattestyrelsen også at fremsætte det mere objektive restitutionskrav (eller når et andet resultat mht. om der er vist ”inducement by fraud”).
Men hvis det ikke sker, må man nødvendigvis rette et kritisk blik mod den måde, hvorpå sagen er blevet ført.
Sagen er ført ved High Court of Justice i London og er – på Danmarks egen begæring – blevet afgjort efter engelsk ret. Danmarks regning til advokater bare for denne sag i England overstiger mig bekendt 1 mia. kr.
Vi har som almindelige borgere ikke indsigt i detaljerne i, hvordan Danmark/Skattestyrelsen er blevet rådgivet af sine advokater i Danmark og England om ovenstående.
Hvis det ender med et nederlag i England, er det bydende nødvendigt at få en sådan indsigt, og at drage de relevante konsekvenser heraf.