I 2016 førte jeg en erstatningssag ved Østre Landsret mod en dansk sædbank, Nordic Cryobank ApS.
Mine klienter var en gruppe familier fra Danmark og USA, som i 2008-2009 havde fået børn med sæd fra sædbanken. Da børnene var et par år gamle, blev de diagnosticeret med en alvorlig, arvelig sygdom, som viste sig at skyldes en gendefekt hos sæddonoren.
Ud over at det mildt sagt var vanskeligt at opgøre et erstatningskrav som et pengebeløb, rejste sagen nogle (efter min opfattelse) væsentlige og uafklarede spørgsmål om de mulige juridiske grundlag for sædbankers erstatningsansvar.
Af særlig interesse var to mulige ansvarsgrundlag, nemlig:
- om der var ansvar efter reglerne om produktansvar, og
- om der var ansvar efter almindelige erstatningsprincipper (”culpa-reglen”) alene i kraft af, at sædbanken havde solgt den pågældende donors sæd til et meget stort antal familier. Nærmere bestemt havde den pågældende donor – ud fra de oplysninger, som det lykkedes mine klienter og jeg at fremskaffe – mindst 57 børn, heraf 23 i Danmark.
Østre Landsret afgjorde spørgsmålet om ansvar efter produktansvarsloven sådan (kort beskrevet), at der ikke var ansvar, fordi det efter bevisførelsen ikke var godtgjort, at det ville have været muligt for sædbanken – med den daværende teknologi og praksis i branchen – at opdage donors gendefekt; i hvert fald (efter landsrettens opfattelse) ikke inden for rimelige, økonomiske grænser; og derfor mente landsretten ikke, at den pågældende donorsæd skulle anses som ”defekt” i produktansvarslovens (§ 5) forstand.
For så vidt angår spørgsmålet om ansvar som følge af antallet af børn fandt landsretten heller ikke, at sædbanken var ansvarlig, fordi det eneste danske regelsæt på tidspunktet for salget af donorsæden til mine klienter var en (ikke bindende) vejledning fra Sundhedsstyrelsen, som ”anbefalede”, at det skulle ”tilstræbes” at en donor ikke skulle have flere end 25 (!) børn – i Danmark(!!), og at der i øvrigt også skulle tilstræbes en ”geografisk spredning”, men altså alene inden for Danmark. Der var ingen regulering, endsige blot vejledning, om en begrænsning af antallet af salg af donorsæd eller graviditeter med sæd fra samme donor til købere/familier i udlandet.
Hvis denne historie lyder påfaldende bekendt fra den aktuelle nyhedsstrøm, så er det fordi den er det: I denne uge kunne bl.a. TV2 Nyhederne (https://nyheder.tv2.dk/live/kort-nyt/flamske-fertilitetsklinikker-dropper-dansk-saedbank-efter-skandale?entry=b7a6a33e-6b57-48c2-931f-4020cb11d406) berette om en skandale i Belgien, hvor en dansk sædbank har solgt donorsæd fra én donor til belgiske familier, hvilket har resulteret i (mindst) 52 (!) graviditeter i Belgien; og hvor donor har en genfejl, som fører til kræft hos mange af børnene. Den danske sædbank i sagen er ”European Sperm Bank”, hvilket er et binavn for selskabet Fertio ApS. Dette selskab har et andet binavn, som tidligere var dets hovednavn: Nordic Cryobank ApS.
Jeg har ikke nærmere kendskab til reguleringen på dette område i belgisk lov, men jeg kan forstå fra nyhedsdækningen, at der i Belgien gælder en grænse på 6 børn pr. donor.
Jeg ved heller ikke, om der allerede er, eller om der bliver, rejst erstatningskrav i anledning af sagen i Belgien.
Dette uagtet, kan jeg dog konstatere, at der her omkring 10 år senere åbenbart ikke er nogen af de relevante aktører, hverken politikere, myndigheder eller i særdeleshed sædbanken, der har taget ved lære af den danske sag og dommen fra Østre Landsret.
Efter min bedste overbevisning var 2016-dommen fra Østre Landsret forkert, i hvert fald i relation til de to ovenfor beskrevne ansvarsgrundlag:
Produktansvar:
Det forekom dengang indlysende (for mig, men åbenbart ikke for Østre Landsret) at donorsæd fra en donor, som bærer en alvorlig gendefekt, der videregives til børn undfanget med denne sæd, er ”defekt”, ikke bare ud fra en almindelig forståelse, men også i produktansvarslovens forstand.
Landsrettens ræsonnement, altså at der ikke i lovens forstand er en defekt, når det var tilpas vanskeligt at konstatere defekten, er en sammenblanding af, hvad loven anser for at være en defekt – hvilket er et krav iht. lovens § 5, og hvilket skal bevises af dem, der rejser kravet – og så om sædbanken er ansvarsfri, fordi det på tidspunktet ikke var teknisk muligt at opdage defekten – hvilket er ansvarsfrihedsgrund iht. lovens § 7, men altså skal bevises af sædbanken.
(Jeg bemærker for god ordens skyld, at der ikke er tvivl om, at donorsæd er et ”produkt”, og at sædbanken skal anses som ”producent”, i produktansvarslovens forstand, idet loven også omfatter ”naturmaterialer” og den virksomhed/sælger, som ”indsamler” disse og sælger dem).
Produktansvarsloven er baseret på et EU-direktiv, og fortolkning af loven er derfor undergivet EU-domstolens fortolkning. Og den er i relation til vurdering af ansvarsfrihed iht. § 7 (at det ikke var teknisk muligt at opdage en defekt) så streng, at det i praksis er umuligt at statuere ansvarsfrihed, hvis der blot på tidspunktet fandtes en teknisk mulighed for at opdage defekten. En sådan mulighed eksisterede utvivlsomt i mine klienters sag allerede inden, mine klienters børn blev undfanget. Så hvis landsretten havde vurderet, at der forelå en ”defekt” (§ 5), så kunne sædbanken ikke blive ansvarsfri efter reglen i § 7. Men som sagt konkluderede landsretten, at der slet ikke var en defekt – fordi man ikke kunne opdage den.
Det ræsonnement er forhåbentlig selv for ikke-jurister indlysende forkert. Jeg kan kun gætte på, hvorfor landsretten begik denne fejl. Sædbankens advokat argumenterede kraftigt for netop denne fortolkning og fremførte sågar også som et argument, at hvis man nåede frem til, at donorsæden var behæftet med en defekt, så ville man åbne for ”en tsunami af erstatningssager”. (Dette argument er ikke gengivet i domsreferatet, men jeg husker det tydeligt fra sædbankens advokats procedure).
Det er muligvis rigtigt, at der, hvis det ved en landsretsdom blev fastslået, at donorsæd bærende på en alvorlig gendefekt skal anses for ”defekt”, ville blive rejst flere erstatningssager mod sædbanker.
Hvorfor det imidlertid skulle være et problem, forstår jeg simpelthen ikke.
På tidspunktet, hvor jeg førte erstatningssagen i 2016, var Nordic Cryobank ApS (eller European Sperm Bank eller Fertio, som selskabet også hedder) ejet af én person, som f.eks. i året umiddelbart inden afgørelsen af sagen i Østre Landsret havde trukket overskud på ca. 15 millioner kroner ud til sig selv. Et hurtigt kig i virksomhedsregistret viser, at selskabet de seneste 5 år har haft overskud på ca. 25 – 80 millioner kroner hvert år.
Det er meget vanskeligt at forstå, hvorfor det skulle være et problem, at sædbanken kan ifalde ansvar for alvorlige sygdomme hos donorbørnene, som skyldes genfejl båret i donorsæden. Hvis sædbankerne gerne må generere profit – stor profit – til sine ejere, så må de også som alle andre virksomheder være erstatningsansvarlige, når ”produktet” forvolder skade; og det må gælde, (næsten) uanset hvor svært det måtte have været at opdage defekten, blot det var muligt.
Antallet af børn af samme donor:
I sagen fra 2016 havde donor som nævnt mindst 57 børn, heraf mindst 23 i Danmark. På daværende tidspunkt havde 9 børn udviklet den pågældende, arvelige sygdom. Landsretten fandt som nævnt ikke, at antallet i sig selv kunne begrunde erstatningsansvar, når den eneste skrevne regel var en vejledende grænse kun for Danmark på 25 børn.
Jeg kan for så vidt godt forstå landsrettens argument på dette punkt så langt, at landsretten måske ikke har villet skabe ny ret ved selv at fastsætte en lavere grænse for Danmark eller en grænse for det samlede antal i Danmark og udlandet, når der trods alt var en vejledning fra myndighederne, hvor vag og utilstrækkelig den så end var. Frem for selv at foretage en vurdering, som i sagens natur måtte være båret også af etiske, moralske overvejelser, henholdt landsretten sig strikte til den dagældende vejledning.
Som følge af sagen fra dengang ændrede Sundhedsstyrelsen i 2012 sin vejledning til en grænse på 12 børn fra samme donor, men igen kun i Danmark. (At myndighederne overhovedet tog sig sammen til at lave denne ændring skyldtes efter min opfattelse i høj grad en af mine klienters utrættelige arbejde med at råbe myndigheder og politikere op).
Dommen fra 2016 og den nugældende grænse på 12 børn efterlader mig dog fortsat med en følelse af, at vi som samfund ikke bare ignorerer, men tillader og tilskynder en fuldstændig absurd, unaturlig og forkert retstilstand, hvor én sæddonor kan få hundredevis af børn, og sædbankerne kan få en meget stor profit på én donor, så længe man blot overholder en grænse inden for det enkelte land (som i Danmark efter min opfattelse fortsat er alt for høj).
Nu er det 2025, og hvad har vi lært siden?
Åbenbart ingenting. Lovgivning, håndhævelse (eller mangel på samme) og retspraksis er uforandret.
Og sædbankernes profitjagt er usvækket. Blot til illustration: En sæddonor modtager mig bekendt omkring 500-700 kr. pr. donation. Hver portion sæd opdeles typisk i 4 ”strå”, og hvert ”strå” sælges for 1.500 – 2.000 kr. Så når der er solgt (mindst) 52 strå til familier i Belgien fra én donor, så har sædbanken alene i Belgien på denne ene donor en umiddelbar fortjeneste på ca. 400.000 kr. Det er så kun én donor i ét land. Som sagt har European Sperm Bank/Fertio ApS et flot overskud år for år.
Østre Landsrets dom fra 2016 blev ikke anket til Højesteret. Det skyldtes primært, at Civilstyrelsen ikke ville give mine klienter fri proces til at føre ankesagen, og så tillige i mindre grad, at Østre Landsret for en sikkerheds skyld også angav i dommen, at mine klienters krav under alle omstændigheder var forældede, idet mine klienter efter landsrettens vurdering kunne have rejste kravene på et tidligere tidspunkt; den vurdering er populært sagt ikke nogen eksakt videnskab, men en ankesag ville lide af den risiko, at Højesteret måske ville være utilbøjelig til at tilsidesætte landsrettens konkret begrundede skøn over, hvornår mine klienter havde ”tilstrækkelig viden” og dermed ikke ændre landsrettens syn på forældelse, selv om Højesteret måtte være enig i de mere principielle spørgsmål. Mine klienter havde ikke økonomiske kræfter, og måske efter flere års kamp heller ikke mentalt overskud, til at videreføre sagen i Højesteret.
Der har mig bekendt ikke været ført retssager i Danmark efterfølgende, som kunne rette op på de fejl, som jeg som nævnt mener, at landsretten begik.
Den nye sag i Belgien viser, at der fortsat heller ikke er nogen fungerende regulering eller håndhævelse af samme mht. at holde antallet af børn af én enkelt donor nede på et bare tilnærmelsesvist rimeligt niveau.
Jeg håber, at nogle af de ramte familier i Belgien vil rejse en erstatningssag, og at en sådan sag bliver ført til dom, sådan at der så fremover vil være retspraksis (efter belgisk lov, men den er jo baseret på det samme EU-direktiv), der (forventer jeg naturligvis) korrigerer de forkerte præmisser i afgørelsen fra Østre Landsret fra 2016. Og i og med at der tilsyneladende foreligger en klar overtrædelse af de gældende regler i Belgien om antallet af børn fra én donor, så bør der også af den grund kunne statueres ansvar.
(Jeg mener, 52 graviditeter med samme donor bare i Belgien?! Hvor mange er der så i Holland? Tyskland? Frankrig? Det er fuldstændig grotesk.)
En sådan, ny og klar præcedens vil givetvis være adfærdsregulerende i et eller andet omfang for sædbankerne. Groft sagt så profithensynet (for nu ikke at bruge et grimmere udtryk) fremover vægtes bare en smule lavere end hensynet til børnene, familierne og samfundet.
Mest af alt håber jeg dog, at europæiske politikere, og det bør være med danske og belgiske i spidsen, får fremsat forslag om en ordentlig regulering, som fastsætter en internationalt gældende begrænsning for antallet af børn fra én enkelt donor. Der er alle mulige biologiske, etiske, eksistentielle og menneskelige grunde til, at den grænse ikke skal være et trecifret tal, snarere gerne ét-cifret. Og at disse politikere samtidig sørger for, at der er ressourcer og værktøjer til en relevant håndhævelse. (Det er efter min opfattelse vor tids store politiske svøbe, at politikerne laver regler (det er gratis), men aldrig sørger for ressourcer til håndhævelse (det er for dyrt)).
Mit valg af store bogstaver i overskriften (”Om Profit, ansvar og Sædbanker”) var bevidst. Jeg vil hermed gerne sende et ”OPS” (ikke et ”OBS”, eller ”Oplysning til Borgerne om Samfundet”, som det hed i de gamle TV-spots på DR) men et ”Opråb til Politikerne om Sædbanker”:
Se nu langt om længe at få gjort noget på dette område i form af en meningsfuld, etisk og biologisk forsvarlig og internationalt bindende regulering og ikke mindst håndhævelse! Også selv om der er rigtig meget andet at tage sig til, og også selv om der formentlig ikke er mange stemmer at hente på det. Vores samfund og vi som mennesker fortjener og har brug for det.